lørdag den 30. april 2011

På falderebet...

Det bliver lige med hiv og sving, at jeg når et blogindlæg idag...

Henrik er på vej i nattevagt, jeg har syet nogle timer, er ved at lave tøj til ungerne til vores kommende fest, hvor vi både skal have døbt Linus og som tidligere skrevet, fejre vores kobberbryllup.

Lige nu er det tøsernes tøj det gælder, skønne retro-blomstrede nederdele og Yvonne-solhatte, med kæmper skygge, sløjfe og hele lortet-:)

Nederdelene er færdige, og der er klippet til begge hatte, de bliver vendbare, så egentlig har jeg jo klippet 4 hatte.
Ja, nogen har været super effektiv!

I morgen skal der bestilles stof hjem, både duge til bordene, og lyseblå chambrey, som jeg vil lave bukser af til drengene. Spurgte Lucas om han ville have hjemmelavet tøj, eller købt. Han vælger altid det hjemmelavede, det varmer jo unægteligt en syglad mors hjerte...

Han sad med i Syværelset en times tid her til aften. Så sidder han og bygger LEGO og sludrer om at muligt mellem himmel og jord, HELE tiden kører munden.
Han ligner mig bare så meget, også af sind.
Jeg tror måske han er den af ungerne der ligner mig/min del af familien mest.

Det er skide hyggeligt, han elsker det, og spørger ofte, om jeg ikke snart skal sy noget -:)

Da han så, at pigernes tøj bliver ens, mente han bestemt også, at han og Linus' skal være ens (Linus skal selvfølgelig døbes i samme kjole som de andre er blevet, men han skal jo have skiftet tøj når vi vender hjem fra kirken) så nu må der bestilles et par meter ekstra stof.

Det er fantastisk at få gang i maskinerne igen, mange aftener er jeg alt for træt, men de gange jeg får lavet noget, så avler det bare SÅ meget energi.

Håber at kunne få rigtig gang i børnenes sommertøj, når Lærke om halvanden uge igen må komme i børnehave.

Hun driver i øvrigt sin far helt ud på sammenbruddets rand.
Det er jo meningen, at hun intet fysisk belastende må foretage sig, og naturligvis laver hun ikke andet end at løbe og hoppe rundt, far sidder med hjertet oppe i halsen, og jeg, jeg har sgu noget svært ved at holde masken, syntes det er helt vildt sjovt, at han er så nervøs over det.

Jo, jeg er måske nok lidt streng, men jeg syntes fandme det er sjovt!!

fredag den 29. april 2011

Farvel til mandler og Bas-Viola...

Så er vi ved at være ovenpå igen.
Operationen gik super godt i tirsdags, allerede ved ankomsten til afdelingen, charmede damen sig igennem det hele.
Da hospitalstøjet var kommet på, var hun bare SÅ klar...

Hun fik en lille "snaps" med beroligende medicin, allerede inden vi kom ned på operationsgangen - hun fik så lige - uden at nogen tænkte videre over det - det dobbelte af, hvad de normalt giver til børn.

Hun blev SÅ hønefuld, det var super sjovt og vildt, at se hende sådan, hun var SÅ sød, sjov og helt i en anden verden.
Hun var skide ligeglad med at de lagde venflon i hånden - og da den første ikke virkede, og de måtte lægge en ny i den anden hånd, var hun stadig fuldstændig upåvirket.

Efter knap halvanden time blev jeg ringet op, at nu var hun på opvågningen.
Det havde varet lidt længere end beregnet, dels fordi hun undervejs fik en allergisk reaktion og var hævet op og slået ud under operationen, men med medicin IV (antihistamin) var det hurtigt gået over, og dels havde det taget rigtig lang tid at vække hende.

Hun skiftevis sov og græd lidt i mine arme den næste times tid, og så var hun vågen, og spiste en is :-)

Et par timer senere bad hun om rugbrød, det syntes jeg måske var lige i overkanten, men sygepl. hentede franskbrød med pålægschokolade, og hun åd så lige tre skiver inkl. skorper og det hele - SÅ vildt!!

Hun insisterede naturligvis på at smøre madderne selv, så kender vi hende igen...


Senere, ved 18-tiden, gad hun ikke være der mere - så vi gik lidt rundt, tog elevatoren ned i forhallen, hvor der både var fine blomster og sjove skulpturer - der var også en slikautomat, hun trak en pose vingummier, og spise de fleste...

(Her tog jeg også skønne billeder, men den unge frøken har fundet ud af, hvordan man sletter billeder i telefonens fotoalbum, så dem har hun lige trykket i skraldespanden...)

Imens var Henrik alene med drengene derhjemme (Louise har været hos Irene og Bjarne, vores/hendes aflastningsfamilie) - de havde i dén grad hygget sig i haven, lavede hjemmelavede burgere og bare haft det skønt.

Jeg fik tilsendt disse fantastiske billeder...


Lækre unger!!

Vi kom hjem onsdag - det var så skønt at være hjemme.
Hun er ikke til at styre på ti tønder land, det der med, at man ikke må løbe og hoppe - jamen altså, vi kan kun forsøge at begrænse det lidt, for hun drøner rundt og leger.
Hun HAR ondt i halsen, og rigtig meget i ørerne - smerterne går åbenbart lige i ørerne når mandlerne er røget - siger de...
Hun er rimelig godt smertedækket af panodil og voltaren, men når virkningen begynder at dampe af, kan man godt mærke på hende, at hun ikke er frisk og at hun har ondt.

Bas-Viola er borte for altid, hendes vidunderlige, rustne whiskey-stemme røg sammen med mandlerne.
Vi vidste det godt, men derfor er det alligevel mærkeligt at høre hendes stemme nu, hvor den er så lys og tøse-fnidret.

I går var Lærke og Lucas hos frisøren - Lucas har altid fået med maskinen, men for tre mdr. siden blev vi enige om, at det nu var slut, han så sgu så bisset ud...
Så tålmodigt har vi ventet på, at håret groede langt nok til, at frisøren kunne lave en frisure i det - det har betydet, at han de sidste 3-4 uger har lignet noget der var løgn, men det har været dét værd, for hold nu op, hvor er han bare blevet skøn at se på - at vi ventede så længe betød nemlig, at der kunne komme lidt længde på foroven, det klæder ham vildt godt...


Det var lidt opdateringer herfra, nu må jeg hellere redde Lærke fra at fordele alt modellervoksen på gulvet...

mandag den 25. april 2011

Tag dig dog sammen...

Det har jeg sagt til mig selv de sidste to timer.
Men det bli'r ligesom ikke til noget.

I morgen tidlig kl. 8.15 skal Lærke og jeg indfinde os på øre-næse-hals-afd. på Slagelse sygehus.
Ca. Kl. 9 skal hun have fjernet mandler og polypper.

Jeg har ikke pakket en skid, jeg har ikke smurt Lucas' madpakke eller noget som helst.

Selvom det bliver fantastisk at få det overstået, så KAN jeg bare ikke tage mig sammen til at få gjort de skide få ting!

Det er bare for meget er det!!!

Så jeg har lovet mig selv, at lige efter at have trykket indlægget her ud i blog'sfæren, SÅ rejser jeg mig, det gør jeg, jeg LOVER det!

Det har været en super fin dag, men en meget, meget lang dag.
Henrik kørte på arbejde kl. 6 i morges, og vendte først hjem igen 17.30

Ungerne har været super søde.
Lucas og Lærke har faktisk leget rigtig godt sammen langt det meste af tiden. De har spist sammen i haven, de hjalp hinanden med at sætte børnemøbler op midt på græsplænen.

Lucas hentede først drikkelse til dem, og så små skåle med havregryn og mælk, tre skåle var der på hans lille bakke, de havde nemlig taget Lærkes babydukke med til bords i dukke-højstolen, og den skulle naturligvis også bespises...

Har taget de herligste billeder, men de befinder sig stadig i telefonens indre, så det må vente.

Vi vender formentlig hjem onsdag, jeg har fyldt køleskab og fryser med mange slags is, koldskål (som stavekontrollen insisterer på at lave om til kolde ål, hvor gustent...) kakomælk og youghurt, jeg satser på at prinsessens hals vil elske det!

Nu må jeg vist også hellere få lettet sugekoppen, det bliver en lang dag i morgen...

søndag den 24. april 2011

Klanen...

Skærtorsdag havde vi besøg af et vennepar og deres børn.
Vi sad i haven i det super skønne vejr.
Overfor mig sad deres 9-årige datter.

Vi sludrer om løst og fast - hun er ret stille.

Pludselig lyser hun op og MÅ bare fortælle hvad hun netop har opdaget;

"Du Christina, ved du egentlig godt, at alle jeres børn starter med L?"

Hvad svarer man så lige? 

"Nææææhh, det har jeg aldrig tænkt over"...:-) Den holder jo ligesom ikke...

Men hun var bare SÅ stolt af sin opdagelse, at jeg blev temmelig ærgelig over at måtte fortælle hende, at det skam var helt med vilje.

Hun er naturligvis langt fra den første der har gjort sig den iagttagelse, så måske var det på sin plads at komme med historien om, hvorfor det er endt, som det er...

Dengang vi startede projekt familie, da havde vi allerede drengenavnet på plads - Marcus eller Lucas - vi kunne ikke enes om nogen pigenavne, men det var jo ligemeget, så længe der ingen baby var endnu...

Der gik ret lang tid - 3 mislykkede graviditeter og 4 år senere var der ENDELIG baby på vej til os - og i maj 2000 kom vores første barn til verden. Det var flere år før det blev almindeligt med NF-scanninger og midtvejsscanninger, og vi havde således ingen idé om, hvad der gemte sig i den kolossale vom.

Jeg ønskede mig så brændende en pige, at jeg havde overbevist mig selv om at det var en dreng (jeg var rædselsslagen over at føle skuffelse, HVIS nu det var en dreng, så følelsesmæssigt prøvede jeg at helgarderer mig selv - dengang kendte jeg jo ikke den ubetingede kærlighed, man føler for sine børn, en kærlighed så stor, at det er SÅ inderligt ligegyldigt om det er dreng eller pige...)

Marucs var i mellemtiden røget ud på sidelinien, så vores (måske) kommende søn skulle hedde Lucas.

Og ud kom baby - med hiv og sving - og stor opstandelse; tappen var blevet bort undervejs.
Vi havde fået en vidunderlig datter, som dog nok ville have været ret ked af, at blive kaldt Lucas.

Fødslen var ubeskrivelig rædselsfuld, og det var med nød og næppe at vores lille pige klarede skærene, hun inkasserede en hjerneblødning og et brækket kraveben på sin vej ud i verden.

(Det er selvfølgelig nærliggende at konstaterer, at det er derfor hun i dag er multihandicappet, men sådan hænger det slet ikke sammen, hun kom sig fuldt og helt oven på fødslen, hendes sygdom - Rett syndrom, der er en medfødt hjernesygdom - brød først ud næsten to år senere - mere om det en anden gang...)

Den første uge tilbragte vi på Neonatalafd.  - for hun var ret påvirket af den hårde medfart.

Det var super, super hårdt.

Vi havde stadig intet navn - vi KUNNE ikke blive enige - for enden af hendes lille vugge stod "Pige Sjøgreen" - det stod der også i journalerne og det var også sådan lægerne omtalte hende, når de talte indbyrdes og når de dikterede.
Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud, min lille, fantastiske baby pige - og så blev hun omtalt som noget så ligegyldigt som "pige Sjøgreen".

På 3. dagen meddelte jeg Henrik, da han kom op til os om morgenen, at inden han forlod sygehuset, så havde hun et navn - basta - og så var jeg i øvrigt skide ligeglad med, hvem der bestemte og hvad det blev - bare hun fik, et navn - NU!

Han foreslog Ann-Louise.- Jeg troede mine ører skulle falde af - hvor fa´en kom det dog fra?
Det havde vi da aldrig talt om - jeg svarede, at det var jeg ikke begejstret for, men Louise syntes jeg var rigtig sødt.
Så sådan blev det.

Da fødslen var så frygtelig, og jeg bestemt ikke var god til at være gravid heller, skulle vi ikke have flere børn - det aftalte vi kort efter hun kom til verden.

Meeeen - Man glemmer jo hurtigt, så da vi 3 1/2 år senere bød vores 2. barn - en søn - velkommen til verden, var der slet ingen tvivl om at han skulle hedde Lucas - det havde vi jo aftalt mange år tidligere.
For at udelukke Rett syndrom fik jeg foretaget en moderkagebiopsi - så vi vidste allerede i 12. graviditetesuge, at en dreng var på vej til os.

At de første to fik navne med L, var således ganske tilfældigt.

Og NU var det slut, allerede under graviditeten meddelte jeg, at jeg aldrig nogensinde mere ville være gravid, det var SÅ hårdt og hæsligt.

Men så var det jo, at vi glemte det igen...

Lige før Lucas fyldte 4, kom vores 3. barn til verden, også denne gang kendte vi kønnet fra 12. uge.
Endnu en datter var på vej.

Det var SÅ yt, at have børn der startede med det samme, men vi syntes egentlig det var sjovt, og blev enige om at fortsætte i samme boldgade.
Jeg fandt en liste over pigenavne med L, skrev dem ned (og udelod behændigt dem jeg ikke kunne li´...) Listen fik Henrik og Lucas.
Det tog dem 10 minutter at blive enige om, at vores kommende lillesøster skulle hedde Lærke.
Åhr, det var jeg bare så glad for, det var en af mine favoritter.

Graviditeten med Lærke var mega hård og styg, den hårdeste hidtil - og jeg var lykkelig over at vide, at det var sidste gang.
Denne gang mente jeg det, og jeg forsømte ikke én lejlighed under graviditeten, til at fortælle Henrik, at det her, det gjorde jeg ALDRIG mere.
Han var enig, selvom han altid havde ønsket sig fire børn, så kunne han godt se, at det var umuligt.

Heldigvis var hun en rigtig skrigebaby, så vi talte end ikke om muligheden for nummer fire, vi havde så rigeligt i hende...

Da Lærke var knap to år var det glemt igen (aner man et mønster) - vi legede med den helt absurde tanke, om at få nummer 4.
Fire børn, det lød helt vanvittigt.
Men lysten var der for os begge to, og vi bildte hinanden ind, at sååååååå hårdt havde det nok heller ikke været for mig, at være gravid... (tal lige om fornægtelse, men Henrik slog hovedet på sømmet, da han sagde, at det jo var så forholdsvis kort tid en graviditet varede - og børnene har man jo hele livet, jo jo, det er jo også nemt nok at sige, for dén der ikke skal rende rundt med dunken på maven, men jeg godtog...)

Så vi sprang ud i det og søsatte projekt barn nummer 4 i sensommeren 2009 - det havde tage to lange år at blive gravid med Lærke - så det forventede vi mindst at det ville tage igen - vi var jo alligevel blevet de år ældre.

Stor var overraskelsen, da jeg allerede 6 mdr. senere - stolt - kunne fremvise to streger på en pind...

Allerede inden vi fik svar på moderkagebiopsien vidste vi, at uanset barnets køn, så MÅTTE det blive et L-barn igen.
Det var ikke en mulighed nu, at vælge anderledes.

Louise, Lucas, Lærke og Søren... Det spiller ligesom ikke... og vores 4. barn skulle da ikke være udenfor.

Hovederne blev lagt i blød da svarene kom, og viste, at en sund og rask dreng var på vej.

Denne gang tog det flere måneder at nå frem til det heeeelt rigtige navn - et navn vi alle kunne li´...
Det stod og faldt mellem Linus, Lauge og Liam.
Men far og Lucas fik igen det sidste ord, så det endte med Linus.

I det daglige tænker vi aldrig over det, det er kun når nogen - som i torsdags - lige bringer det på bane.
Men NÅR vi så taler om det, så mærker jeg varmen i maven, og jeg fyldes med glæde, stolthed og lykke over, at vi har skabt vores helt egen lille klan.

fredag den 22. april 2011

Prinsesse Guldlok og Frøken eventyrlysten...

Louise har lige været i bad - mens jeg fønner hendes hår, ærger jeg mig (for 1000. gang) over, at hun ikke kan have sit hår løst fordi hun kører sådan rundt med hovedet, og nakkestøtten ville desuden filtre det konstant.
Hun har det smukkeste, tykke, bløde og gyldne hår (det har hun naturligvis arvet fra sin mor).

I dag gør vi et forsøg - igen - og ser, om det ikke kan lade sig gøre, at have det halvløst, blot med lidt af det oppe - også for at skåne håret, der uværgeligt lider lidt under den samme hestehale/de samme fletninger dag ud, og dag ind.

Det var en hård omgang at være i bad, prinsessen var mere end søvning efterfølgende, et lille smil kunne det dog blive til alligevel...
Det var ikke kun Louise det var hårdt for, moren svedte også, og måtte selv i bad bagefter - først sad Lærke med nede på badeværelset - så skred hun - og da jeg lige nu er eneste voksne i hytten, var det bare om at slå lyttebøfferne ud, hun kan finde på hvad som helst nemlig...

Så med håndklædet om mig, drønede jeg ned i stuen, for at se, hvorfor der var så stille.
Her er hvad jeg fandt;
Hun havde skam først bygget hule, både af egen dyne, af sofaens tæpper og af Linus´ legegulv...
Dernæst havde hun været i køleskabet og hente det hjemmelavede modellervoks, som hun nu var i gang med at trille til lange slanger...

Jeg formanede om at blive lige dér, til jeg lige havde været nede og få tøj på.

"Ja jaaaaa mor..."

Se lige, hvad hun nåede, på de minutter det tog mig at blive lidt anstændig;



Hun havde såmænd været i køkkenet (igen) for at hente gryde, tallerken og hvidløgspresseren, som hun fremtryllede de smukkeste mini slanger med.
(Jeg undrede mig over det snuller der lå i gryden, og bestemt ikke passede med formen på det, der var på vej ud af hvidløgspresseren - jeg spurgte hvad det var, og hun fes ud og hentede rivejernet, og viste mig, at det var det, hun havde brugt - OG efterfølgende sat i opvaskemaskinen....)

Årh, hun er sgu for sjov...

I det Herrens år...

1993 - den første lørdag i september, var jeg på arbejde i Føtex... Jeg var næsten lige startet i 2.g og havde Føtex-jobbet som ekstra tjans.

Om aftenen, skulle jeg spise middag med en veninde - middagen var min gave til hende, hun havde netop haft fødselsdag.

Selvsamme dag valgte hendes kæreste at afslutte deres forhold, hun var helt knust, men vi blev enige om at tage ud at spise alligevel.

På vej hjem fra Kbh. kunne vi da lige slå et smut forbi det "lokale" disko-dasko. -
Der hvor vi ofte kom, der hvor alle kendte alle, og der hvor de var ret ligeglade med, at vi ikke var fyldt 18 - det er nok ikke meget løgn at sige, at man næsten faldt over skoletaskerne :-)

Knap en måned tidligere sluttede det 1 år lange forhold jeg havde haft, til en gymnasie-kæreste - så ingen af os var "til noget" - vi skulle bare lige ind og hilse på.

Der var rigtig mange mennesker, og liiiiige nøjagtig kun to ledige pladser ved et bord, fyldt med mennesker vi ikke kendte.

Vi satte os alligevel.

Jeg faldt i snak med min sidemand, som virkede SÅ sød, jeg var tryg ved ham og at han også var pææææn gjorde da ingenting...

Han bød på øl, og mens han hentede, kom en anden og satte sig på hans plads, ved siden af mig - frækt, så jeg bad ham lige flytte sig lidt, så min øl-henter kunne få rumpen i sædet, når han vendte retur (uhørt, og noget jeg normalt aldrig kunne have fundet på) - jeg har aldrig kunnet fordrage øl, men syntes alligevel det var lidt for meget, at bede om en drink i stedet...

Vi sludrede om mange ting - så godt som man nu kan i mørke og larm - pludselig ville min veninde hjem, hun var ked af det, så sådan blev det.

Den unge mand ved min side spurgte om han måtte få mit telefonnummer, inden vi gik. -
Det fik han.

Vi havde end ikke kysset eller holdt i hånd eller danset eller noget -  blot siddet der og snakket - men der var god kemi var der...

Nu var det jo ret længe før mobilernes tid, og jeg boede hjemme - det betød at jeg (samtidig med at jeg forsøgte, at lade som ingenting) kredsede rundt om telefonen derhjemme.

Ikke én gang forlod jeg huset...

Så endelig, sent om eftermiddagen, så ringede den sgu.
Det var min søde, pæææne snakke-ven, og jeg blev bare så glad - den boblende fornemmelse i maven kom med det samme.

Han boede på kollegie i nabobyen, så vi aftalte, at han skulle hente mig ved toget om eftermiddagen, dagen efter (i bil - uuååååå, han havde bil...)

Det første chok kom hurtigt, som han stod der og ventede ved sin bil - vi havde jo kun siddet ned og sludret, den nat to dage tidligere - så ingen af os vidste reelt hvordan den anden så ud i oprejst tilstand - det var således temmelig overraskende, da jeg stod der foran ham med mine 156 cm. og han - med sine 191 cm. - måtte bukke sig temmelig meget, for at leverer det første (af mange) kys...

Jeg kan huske det, som var det i går.


Til september er det 18 år siden.

I næste måned - den 21. maj, har vi inviteret familie og venner til dobbelt fest - her fejrer vi både vores kobberbryllup og vores 4. barns dåb.

Der har været opture og nedture - som det er tilfældet for vel de fleste.
Skæbnen har budt os lidt af hvert, og ikke kun af det sjove - men heldigvis mest af det sjove.

Summen af alle de ting gør, at vi er her i dag - sammen.
Kærligheden er endnu større end den var engang, og jeg er enig med Henrik, når han siger, at intet kan skille os ad.
Det sværeste og absolut mest hårde vi nogensinde er blevet budt, har helt sikkert været Louises sygdom, men samtidig er det uden tvivl også den der gør, at vi står her i dag, stærkere end nogensinde.

Men det er jo så en helt anden historie - og dén må I få en anden gang...

torsdag den 21. april 2011

Hvordan Dorthe Kollo reddede min morgen...

Henrik stod op kl. 4, for at køre på arbejde (den stakkel, når han nu først var hjemme 19.15 i aftes, lortevagter han har for tiden...)

De bedste morgener er vel egentlig, når ungerne vågner sådan lidt ad gangen, og ikke som i morges, hvor de alle 4 var vågne og friske, og gerne ville have mors hjælp - NU!!!

Slet ikke når moren egentlig gerne vil starte morgenen sådan lidt roooooligt, først på badeværelset, så en god kop kaffe, og ja, i det hele taget hører moren til den type mennesker, der har vanskeligt ved at tale rent før kl. 10...

Det harmonerer IKKE med 4 børn!

Jeg vågnede ved at Lucas og Lærke lå under fars dyne ved siden af mig, og så på billeder, på Lucas´ Nintendo - Linus vrøvlede løs i vuggen, og var liiiidt sur - mine ører opfangede Louises kalden i det fjerne (lyde, grin, sure lyde, lidt mere grin).

Åh ja, den varme dyne var en saga blot - men da jeg så så, at klokken var 7.45 - ja så blev jeg alligevel lidt glad, for den KUNNE jo lige så godt have været 6...

Da jeg var færdig på badeværelset opdagede jeg, at jeg havde glemt at tage mit tøj med derned, men det føltes jo lidt dumt at gå forbi Louise, som hun lå der i sengen og var vågen, for at gå ned og hente det  - så uden at tænke videre over de store panorama-vinduer ud mod haven (og bagboen), vaskede jeg Louise og fik hende op i sin stol, just iført Eva-kostume...:-)

Ned i stuen med Louise (og mor stadig iført Eva-outfittet) var de to mellemste godt i gang med at tage livet af hinanden.
De fik lige læst og påskrevet, mens jeg hentede (egentlig meget tålmodig) Linus i vuggen.

Fik lavet en flaske og givet ham den ( havde nu fået en kaffetår samtidig, pyhhhh, salig fryd)  - meeeen, bassen er jo mindst 15 min. om at spise, det er LÆNGE at vente på morgenmad for en 3-årig - hun blev tilbudt inden, men var jo i fuld gang med at aflive sin storebror, og havde ikke lyst - samme lyst indfandt sig naturligvis i det sekund, jeg satte flasken for munden af rå-sulten baby.

Linus måtte således indtage sin morgenbitter, omgivet af meget utålmodigt pigebarn på den ene side, og storebror på den anden - godt i gang med SIN morgenmad, han er nu sød Lucas, han tilbød Lærke sin hjælp, men i morges var det KUN mor der duede - møgunge - men så måtte hun jo vente. -

Da Linus var færdig, fik Lærke sin morgenmad - Louises sondemad blev sat i gang, og så startede The Never Ending Story; tandbørstnings-rækkefølge-helvedet; hvem skal have børstet først i dag, og hvorfor er det rimeligt/ikke rimeligt, og hvorfor smager den tandpasta så skrækkeligt, og det kan godt være Lærke og Louise gerne vil have at man synger for dem imens, men det vil Lucas eddermame ikke, og HUSK det nu lige ik´!!

Nå, Louise tabte lodtrækningen (surprise) og blev den første - Lærke med hiv og sving den anden, og så var jeg jo så godt i gang med sangene, at jeg kom til at synge videre for Lucas, som lige fik et flip over det, og holdt sig demonstrativt for ørerne imens... Jeezzzz...

(Jeg nævner lige Linus, der sad så sødt i sin højstol og betragtede slagets gang, uden at brokke eller noget.)

Efterfølgende piskede Lucas hen til fars computer (som er den eneste der kan køre spil og Oline uden at gå ned i utide)  - 3 årig dramaqueen smed sig øjeblikkeligt på gulvet og tudbrølede (jeg mistænker ham i øvrigt for at sætte sig der, alene fordi han VIDSTE hun ville knalde helt ud, for selvom han er sød, så er han jo også bare storebror, og vildt provokerende).

Jeg opgav, gik i køkkenet for at rydde bulen, trøste Lærke, sætte opvaskeren over, trøste Lærke, gøre al Louises medicin klar, trøste Lærke.
Jeg satte vasketøj over, og tilføjede (endnu) en ren bunke på bryggersbordet - overvejede at ordne det med det samme, det lægger sig jo ikke sammen og på plads af sig selv vel... - efter to sekunder vendte jeg ryggen til det, for på den anden side, så løber det jo heller ingen steder...!

Lucas kaldte på Lærke, han havde fundet Oline frem til hende, og tilbød hende høretelefonerne - hun spillede kostbar og nægtede nu pludselig.

Han lavede sjov med hende, hun grinede først, og blev så hurtigt fornærmet = råb, skrig, skrål...

Og her var det så, at Dorthe Kollo kom ind i billedet...
En lettere omskrivning af verdenshittet fløj ud af min mund, som - ganske uden at jeg ville det - leverede en brølende sang;

GID I VAR I SKANDERBORG OG BLEV DER!!!

(Alt imens jeg leverede en zumba-rumba-lignende dans, og nynnede resten af verset...)

Ungerne stod med åben mund og polypper - gik umærkeligt hver til sit, Lærke til Oline på computeren, og Lucas tog pludselig tøj på, uden at blive husket på det igen og igen og igen og... - 

Det stod malet i deres øjne; "vores mor er skingrende vanvittig"...

Men det virkede!

Tak Dorthe K...

onsdag den 20. april 2011

Dum, dummere...

I dag skulle jeg ringe ud på øre-næse-hals-afdelingen på Slagelse sygehus, og få den nøjagtige tid for, hvornår vi skal ankomme med Lærke på tirsdag.

Jeg ringede kl.12, enormt stolt over at have husket det.
Venlig dame fortæller, at det kan de sandelig ikke oplyse noget om, før kl. 13!

Godt så, for at være på den sikre side, satte jeg alarmen i tlf. til at ringe kl. 13 - det gjorde den også, men i samme sekund lød der skrig, råb og tænders gnidsel fra haven, hvor ungerne var ved at bade hinanden i sand,(det blev aldrig rigtig helt klart for mig, hvem der startede hvad, det eneste faktum er, at da Henrik gjorde Lærke soveklar mange timer senere, havde hun stadig sand i numsen...)

Men det krævede min øjeblikkelige tilstedeværelse.

Tlf. røg på hylden og jeg fløj ud i haven.

Det er så først lige nu, jeg kommer i tanke om, at kl. er temmelig meget mere end 13.

Nå, jeg håber sørme der er nogen derude i morgen, som kan give mig tidspunktet.
Fandens også!

Kan man mon påberåbe sig ammehjerne flere måneder efter amningen er ophørt?

"Jeg har det hele - lidt til og meget mere..."

Elsker den sang (C.V. Jørgensen og Kasper Winding) - elsker den enkle strofe.
I dag har jeg haft det sådan.
Det har været en rigtig, rigtig dejlig dag, sommeren lurer lige om hjørnet - jeg har haft huset fuld af super skønne, søde og lækre børn.

Linus var SÅ elskværdig, at sove til middag i næsten 3 timer (ahhh, hvis bare han gad det hver dag...)

Lærke prøvede desperat at trække en af sidste års solhatte ned over ørerne, men ak, prinsessen er vokset, så en ny måtte i maskinen.
Hun valgte selv stof, desværre er hun langt fra altid enig i hvad jeg syntes er fedt, så hellere lade hende bestemme lidt selv, og hun så bliver glad.

"BLÅÅÅÅÅÅ", råbte hun, "min hat skal være blå"!!!

Så sådan blev det, jeg fik dog gudskelov gennemtrufet, at det ret skrappe blå stof, med de hvide polkaprikker, endte som for...

Det tog egentlig ikke sååååååå lang tid - men Lærke syntes det var længe nok, så vi droppede kæmpe sløjfen foran, den må vente, og afsted det gik ud i haven,.
Jeg nåede kun lige akkurat at skyde et par billeder...


Henrik har været på arbejde, og vendte først hjem ved 19 tiden - Lucas bestemte, at vi skulle lave en pizza, og KUN med tomatsauce, ost og pølser - kedeligt syntes mor, LÆKKERT syntes ungerne, som bare åd og åd...

Selv Linus var med på en Pizza-skorpe...


Efter maden smuttede Lucas og Lærke i haven - der er næsten ikke noget mere fantastisk, end at høre de glade barnestemmer (der IKKE skændes og diskuterer) som på fineste manerer aftaler hvordan legen skal foregå - denne gang mente Lucas de skulle gynge sammen, Lærke er med på den værste, så hun hoppede fluks op på skødet af brormand.
De grinede og hyggede, og råbte, at jeg skulle komme ud og tage billeder - så det gjorde jeg naturligvis.

Da kl. nærmede sig 19 var Louise SÅ træt, hun kom ellers nogenlunde på højkant igen her til eftermiddag, og har endda spist lidt, super dejligt.
Så hun kom i seng, og sov med det samme.
Imens var Lucas kommet ind (Lærke var udemærket klar over, at sengetiden nærmede sig, så hun ville IKKE ind...)

Lucas lå og nussede med Linus på gulvet, mens jeg lagde Louise.
Mit hjerte flød helt over, ved synet af mine to drenge, der bare lå der og nød hinanden...


Henrik var hjemme 19.15, og nåede lige en halv times tid med ungerne, inden de to små skulle i seng.

Lucas nægter at gå i seng før kl. 21 - det er jo ferie, og så må det være ligesom fredag og lørdag, hvor han må være oppe til 21... Så lige nu sidder han med IPaden og putter med far i sofaen.

Det har været en super fantastisk dag.

Jeg er så træt, så træt nu - men det er på den fede måde, og jeg sidder stadig med Jørgensen og Winding-følelsen;

"Jeg har det hele - lidt til og meget mere".

tirsdag den 19. april 2011

Vinduesspejdere...

Så så man Lærke og mor stå og spejde i køkkenvinduet efter far, der kom med toget (som var 15 min. forsinket, ergo kom vi til at spejde riiiiigtig længe, til frit skue for hele vejen.)
Mor naturligvis med baby på armen.

Mens vi stod og spejdede og glædede os til at farmand returnerede til matriklen, så fik jeg den vildeste association til den der gaaaaaamle sang med Anne Dorthe Michelsen, "venter på far..."

"Vil du se mit pæne hjem.
Vil du se en lyk'lig familie.
Vil du se et hjem, med mor og med far.
Synd for dem der ingen har."

For det er jo sådan det er, det er pisse banke hårdt nogle gange, men tænk at være så heldig, at have så stor en flok... at have fire dejlige unger, der hver især er højt ønskede og længe ventede.

(Det der med det pæne hjem, det overhører vi så lige.)

Jeg gætter på, at de forbipasserende var skide misundelige... som jeg stod der, med halvtræt frits, baby i armene, tre-årig hængende halvt ude af vinduet, 7 årig konstant råbende på mor, og så lige Louise - som ganske vist ikke kunne hverken høres eller ses gennem køkkenvinduet - men som alle jo ved er der, når nu hun er det eneste kørestolsbarn i byen -:)

Jeg ville da stensikkert være ualmindelig misundelig på mig selv, men det behøver jeg jo lykkeligvis ikke, når jeg nu engang ER mig...
Hvor heldigt er DET lige!

Hende den lille positive...

Det er mig - det kaldte min mor mig ofte som barn, hvis jeg brokkede mig lidt rigeligt!

Men normalt ER jeg glad langt det meste af tiden, jeg er født positiv tror jeg, for mig er flasken halvfuld og ikke halvtom.

For det meste that is.

Lige nu er jeg lidt brugt, jeg indrømmer.

Henrik er på arbejde, han kørte lidt over 6 i morges og vender hjem igen ved 16 tiden (HVIS han er så heldig er nå toget kl. 15, ellers kommer han først en time senere.

Jeg tænkte godt i går, at Louise så temmelig træt ud, og havde en lidt grålig kulør.

I morges kl. bæ, kom Henrik ind i soveværelset, fortalte at hendes SAT-måler var gået bonanza, at pulsen var 140, så han vidste jo godt hun var syg, inden han gik derind - og der lå hun så, og hostede og rallede og rystede af feber, over 39 målte han den til - ØV BØV, lungebetændelse igen - det er kun en uge siden hun sluttede den sidste behandling.
Det er åbenbart lidt hårdt for hende lige for tiden.

Heldigvis er vores læge meget fantastisk, hun ved godt, at når jeg står der, alene med 4 unger, og den ene er møgsyg og i kørestol, så er det IKKE en mulighed lige at smutte forbi - hun ved også godt, at når Louise bliver syg, så "vælter" hun i løbet af ganske få timer (ikke som de andre, hvor man gerne lige ser an nogle dage, de skal lyttes på osv.) - Louise skal i behandling øjeblikkeligt, ellers ender det lynhurtigt med en indlæggelse.

Så når jeg ringer og siger, at NU er den gal, giver Louises værdier, fortæller om de observationer jeg har gjort mig (at hun raller/hvæser/rasler i lungerne, hvor kontaktbar hun er osv.) så fyrer hun fluks en recept afsted.

Det gør vagtlægen faktisk også - det har jeg ALDRIG oplevet med nogle af de andre børn, og det er også kun rimeligt, at man ikke kan få recepter, uden at en læge har kigget på barnet - men det ER bare anderledes med Louise, og det ved både egen læge og vagtlægerne også godt.

Hun har en åben indlæggelse på børneafd. og har haft det i årevis - det betyder, at vi aldrig skal omkring egen læge eller vagtlægen. Så hvis den er helt gal, så ringer vi lige derud og varskoer dem om, at nu er vi på vej.

Vi vurderer selv, hvornår hun er for dårlig til at blive hjemme.
Det er en hårfin balance, som vi omhyggeligt forsøger at administrerer bedst muligt.

Det er vel 3 mdr. siden vi sidst var der - der går heldigvis længere og længere imellem besøgende - ikke fordi hun som sådan er sjældnere syg, men fordi vi efterhånden har fået så mange apparater herhjemme, at der ikke længere er ret meget vi ikke kan gøre selv...

Vi har SAT måleren (der måler iltprocenten) vi har en iltkoncentrator, som sluttes til, når iltprocenten falder til under det tilladte, vi har en porta neb maskine (sådan en elektrisk inhalator, der forstøver medicinen), Louise har mavesonde og ja, tilsammen gør det, at det eneste vi ikke selv kan give hende, er IV-medicin (gennem en venflon i hånden) - men det har vi også fundet en løsning på, så da Louise i januar blev indlagt, fordi den alm. pencillin ikke virkede godt nok, og hun måtte have det IV, ja, så kom hun allerede hjem dagen efter, og så kom der sygeplejersker fra hjemmeplejen 3 gange i døgnet i stedet.

Det er rigtig dejligt, at vi kan være mest muligt herhjemme.

Mavesonden er en af de ting der har gjort størst forskel på antallet af indlæggelser, Louise har nu haft den i 2 1/2 år.
Det er helt fantastisk - ofte blev hun indlagt, fordi hun simpelthen dehydrerede på ingen tid, men nu kan vi bare pøse væske og sondemad på hende, når hun er for dårlig til at indtage noget selv, det er meget fantastisk.

Hun har også en lille sondepumpe, super smart, så slutter man den til, så sørger den for rette mængde, med rette hastighed... så skal den bare lades op af og til, og er ellers ledningsfri, det betyder at den er med allevegne, selv på udflugter kan hun få sondemad - SMART!!

Den ser sådan her ud, og kan med skruetvingen sidde på alle hendes stole;



Den har ændret vores liv radikalt, mavesonden.
Tænk, at det skulle tage os så mange år, at nå frem til, at det var den rette løsning - i alle de år, har vi svedt tran og lavet tusind retter når hun intet ville/kunne spise, givet hende væske med små sprøjter når hun var syg, og ja, det fyldte SÅ meget i vores liv.

Lige nu ligger hun og koger i sin sækkestol på hjul, den har hun haft i knap 7 år - den er kæmpe stor og uhandy, men meget, meget dejlig, når hun er sløj, for så kan hun alligevel være med, der hvor vi andre er.

Det er sgu synd for hende er det :-(

(Og lidt for mig, der lige har hentet Linus, som IGEN kun sov 45 min. - den lille lort!!)

Så jeg må hellere koncentrerer mig om ungerne...
Trængte bare lige til en pause, og da Lucas er til fødselsdag hos en klassekammerat, Lærke leger med modellervoks og Louise og Linus sov, så KUNNE jeg da lige sidde her lidt. -
Det syntes Linus så ikke var nogen særlig god idé...

Et lille kig, til min store, sløje prinsesse...

mandag den 18. april 2011

En loppetjans...

Det kan man IKKE kalde det, at være alene med ungerne.
Jeg elsker mine børn, højere end højt.

Det ER bare hårdt arbejde at være alene om det hele - det er jeg, fordi Henrik hjælper i oldernes nye lejlighed - de har hyret ham til at samle skabe, sætte persienner op, TV´er op og diverse andre ting - altså, jeg er da taknemmelig for at han gerne vil, men når hans vagter ved siden af, så udelukkende har været aftenvagter den sidste uge, og han er nødt til at bruge sine fridage i lejligheden, så kan jeg godt mærke det trækker tænder ud.

Han har Lucas med - og de er sikkert banketrætte, når de vender retur.

Så står mor med stort smil, for jeg har jo bare været hjemme med de tre andre og feset husleje af...

(Baaaahhhhhh!!!)

Lige nu er Lærke træt af mor, så hun har været i haven den sidste times tid, hvor hun skiftevis laver mad i sandkassen, gynger,  og står som en anden lurer, og taler til naboens børn gennem hækken - Linus sover pt. men jeg syntes han knirker - Louise ser Teletubbies, men hun trænger til noget sondemad snart tror jeg...
Jeg har været på loftet (begge lofter, vi har to) for at finde Louises sommerkørepose, men den er pist væk, sammen med både hendes og Lærkes sandaler, som jeg VED de begge kan passe stadigvæk, jeg bliver helt vildt hidsig over det...

Til sidst måtte jeg fise ned fra loftet, fordi jeg blev så irriteret...:-)

Lærke og jeg har syet hynder til de junior-høj-stole hun og Lucas fik i julegave (De er SÅ fede for dem, og kan varmt anbefales som afløser for Tripp-Trapp stolene) - dvs. hun har valgt stofferne - så nu håber jeg fa´me Lucas kan li´ grønt og orange....

Det er ikke just detaljekunsten der præger værkerne - prinsessens tålmodighed er ikke verdens største - men jeg satser på de kan leve med lidt organiske syninger - og med en fesen løsning på bindebånd, fordi jeg glemte at sy dem med ind undervejs (det er også hende Lærkes skyld, fordi hun sad på sidelinien og hoppede rundt, som en anden loppe :-))
Der er bare et tykt lag fleece imellem de to lag bomuld.


søndag den 17. april 2011

Pølsehorn...












I eftermiddag blev der bagt pølsehorn, opskriften er den lyndej der ikke skal hæve (se opskrift i indlæg fra 10.april) der blev 32 stk. med en cocktail pølse i hver.
De har en ret gedigen størrelse, for sådan kan vi godt li' dem.
Skulle de have været til madpakken eller en buffet, kunne der snildt være lavet 48 af samme portion dej, for de her er for store til det formål vil jeg mene.

Jeg halverede sukkermængden, og de smager fuldstændig forrygende!!!

Sådan her...

Ser bordet i bryggerset ud;

Det er en 100% kronisk og uhelbredelig tilstand.

I morges var bunken af en højde, der kunne matche Mount Everest.
Så fik jeg gjort kål på den, for blot 30 minutter senere at kunne levere den på billedet viste bunke, direkte fra tumbleren...

Tumbleren kører med en ny omgang, der er hængt en maskinfuld ud i solen og vaskemaskinen kører på ny - den er rødglødende...

Dengang vi talte om barn nummer 4 - da var tankerne og overvejelserne en smule anderledes, end man skulle tro - vi tænkte ikke over plads i bilen (for med Louises kæmpe-drøn af en handicapbil/minibus, var det ikke det store issue) vi "glemte" - belejligt nok - at vi ville mangle et værelse - vi overvejede ikke, om der var kærlighed nok, for det VAR der (ER der), økonomien fik ikke så meget som et eneste blik - for lysten var der, for os begge - det ENESTE jeg tænkte seriøst over, var om jeg virkelig magtede at få endnu mere vasketøj :-)

Nå, men bjerget på bryggersbordet er virkelig nitten at se på, når nu hoveddøren er en meter ved siden af, så det er det første man ser, når døren åbnes...

Jeg har fået den fremragende idé, at lave det gamle badeværelse (som vi aldrig bader i) om til vaskerum... Så toilettet og håndvasken stadig bevares (med en husstand på 6, så er det sgu nødvendigt med to toiletter...) men så den opmurede brusekabine fjernes, og vaskemaskine + tumbler kan komme derud, med et bord ovenpå.

Henrik syntes heldigvis det er en strålende idé, så når vi får tid (= råd), så skal det laves.

Jeg glæder mig.

Indtil da er der ingen anden udvej, end at bekæmpe bjerget på bordet - som på mystisk vis altid efterlader mindst 27 enlige sokker. -

I det mindste er det rent...

Lykken er...

Når man er 3 år, og ens storebror har fundet den manglende prinsessesko, som man har ledt efter LÆNGE...

fredag den 15. april 2011

Stadig fredag, lidt endnu...

Jeg har lige fulgt Lucas ud og tisse.

Han havde åbenbart en indre fornemmelse af, at det stadig er bandefredag, han vendte sig om, da jeg hjalp ud af sengen, smilede og sagde "ja, ja, gi' mig dog for helvede lige en chance".

Fandens til unge!!

Chokoladekage på 3 minutter, på en fandens til fredag...

Fredag er Disney-dag. Vel for flertallet af Danmarks børn - således også vores.
Lærke har det ikke godt for tiden, hun er så træt og irritabel konstant (håber operationen gør kål på det) så hun sov allerede 18.45

Fredagens guf stod på chokoladekage - mikroovns-chokoladekage - en totalt fantastisk opskrift jeg fandt sidste sommer. Det hele tager 5 min. - inkl. bagning!!!
Egentlig er den til én person, og kan laves i et krus (men et stort krus, eller en mikro-egnet skål) - har dog fundet ud af, at portionen passer perfekt til 4 muffinsforme - af de store - hvis det er de alm. (de er lidt mindre, og ret tynde, så brug to forme ad gangen) så bliver der hele 5 stk.

Her er opskriften;
4 spsk. mel.
4 spsk. sukker
2 spsk. usødet cacaopulver
1/2 tsk. bagepulver
1 æg
3 spsk. mælk
3spsk. olie (eller smeltet smør/oliemargarine)

Det hele røres sammen, bruger du et stort krus, kan du bage den direkte i det. Vi lavede 4 fire store mufffins - Lucas hakkede også en smule mørk chokolade og vendte det i - men nødder og andet, kan jo også bruges.

Så skal kagen bages - i mikroovnen, for fuld effekt, i blot 3 min.
Allerede efter kort tid, dufter hele hytten af kage.

Lad den stå 1 minuts tid, efter den er bagt, og SÅ kan der spises.

Det er helt vildt nemt, den smager super, super godt - måske ikke ligefrem, en Herregårds-chokoladekage, men alt taget i betragtning, så er både konsistens og smag fremragende...

Det er også super løsning, når man sidder kl. møg om aftenen og egentlig er lækkersulten - eller der lige kom uventede gæster, og Gevalia ikke helt føles som nok...




Smukke er de måske ikke, med med lidt glasur og krymmel, så er den i vinkel...
Det er super at lave med børn, fordi resultatet kommer så hurtigt.

Fredag er ikke kun Disney dag - det er også bandedag...
Henrik syntes det er noget pjat, men Lucas og jeg syntes det er skide sjovt (ja, jeg bander.... fredagen er jo ung endnu.)  Og siden han er i aftenvagt, har vi RIGTIG givet den gas, med gloserne her til aften!

Der er regler for bande-fredag - banderiet kan starte, når vi er færdige med aftensmaden, man kan IKKE kalde hinanden grimme ting, og fredags-banderiet aflyses, hvis der er gæster, eller vi ikke er hjemme....:-)

Her til aften måtte vi lige huske hinanden på det et par gange - det er som om, at det er knap så tiltrækkende, når man gerne må - resten af ugen bander vi ikke (ahem...) Lucas gør i hvert fald ikke, og han er MEGET påpasselig med, at jeg heller ikke gør.

Så da jeg spurgte om kagerne var gode, var svaret, at de smagte pisse godt - jeg returnede, at det var jeg eddermame glad for at høre, og om han syntes vi skulle lave dem igen en anden gang - "ja, for fanden da" lød svaret... de er skide-lækre...

(Men da jeg lige fik et "og skrid bare ind i stuen igen mor" med på vejen, måtte jeg alligevel lige minde ham om, at dét ikke er i orden at sige til sin mor - fredag eller ej....... Sgu!!)

torsdag den 14. april 2011

Verdens mest stædige barn...

Vi har faktisk ikke ret mange "regler" herhjemme - den ultimativt vigtigste regel er at man skal høre efter, hvad mor eller far siger, og så i øvrigt ellers opfører sig pænt ( altså, det omtales ikke som en regel at man ikke tæsker løs på hinanden, taler sådan rimelig pænt osv.)

Vi kan sidde lææææænge ved aftensbordet (også i kraft af, at Louise ofte er meget længe om at spise) - det behøver de slet ikke, Lucas og Lærke kan sagtens rejse sig, når de ( begge ) er færdige.
Det eneste er, at de skal sige tak for mad, og bære deres tallerken ud.

Jeg ved udemærket godt, at der er rigtig mange holdninger til bordskik/ikke bordskik rundt omkring, men sådan har vi valgt det herhjemme, det har vi altid selv været vant til.
Jeg bliver sgu vildt forundret, hvis vi har en til spisning, og gæsten bare rejser sig uden hverken at sige tak for mad eller noget...

Nå, men vi har leget det ind i børnene, og det har aldrig været noget problem.
Før nu altså.

Lærke prøver i den grad grænser af, hun har altid sagt tak for mad, med et smil på læben, også var det, det...

Men nu prøver hun så alt muligt af.

I aftes gad hun ikke lige sige tak for mad, og skred bare fra bordet.
I et snuptag var hun tilbage på sin stol ved siden af mig, jeg spurgte smilende om hun var færdig med at spise... Det var SÅ tydeligt at hun var helt med på hvad jeg mente.

Men hun havde besluttet sig; ikke om hun gad sige det, eller hjælpe med at tage sine ting ud.

Vi endte faktisk med at blive siddende ved bordet, lige indtil sengetid. Uden dårlig stemning eller noget, bare meget, meget kedeligt og med ingen underholdning.

Hun var fuldstændig kold -:)

I dag har Henrik været i aftenvagt, så jeg har holdt skansen alene.
Jeg nævnte intet ved spisetid, vi havde det super hyggeligt.
Da Lærke ikke kunne spise mere, hev hun mig lige i ærmet; "jeg er mæt nu mor, tak for mad" (og så en kunstpause, hvor hovedet blev lagt på skrå)); "nu HAR jeg sagt det!!!"

Hele sætningen sagt, med det mest lumske smil...

Jeg var helt færdig, og kunne næsten ikke holde masken, krammede hende, og så var hun smuttet...

Gad vide, om hun syntes vi er dybt åndssvage?

Da jeg var barn måtte vi ikke have (strømpe) fødderne på sofabordet, jeg syntes det var fuldstændig åndssvagt at vi ikke måtte, for hvad sker der lige ved det?

Jeg besluttede, at når jeg engang var voksen, så måtte man gerne hjemme hos mig.
Det er så den dybere årsag til at mine syrebasser ofte er at finde på sofabordet...

Man skal vælge sine kampe med omhu, og det gør vi i den grad, men lige her, der var vi helt enige om, at det var nu eller aldrig...

Stædige pigebarn!!!

tirsdag den 12. april 2011

Brød på bordet...

Fik sådan lyst til franskbrød...

Så nu sidder jeg og guffer :-)

Det smager rigtig godt, og var super nemt at lave;

6 dl. lunkent vand
50 g. gær
1 dl. (100g.) olie/fedtstof
3 tsk. salt
ca. 1 kg. mel.

Opløs gæren i vand, tilsæt resten og ælt til dejen er glat og fin.
Lad den hæve lunt i 30 min.
Gerne ovenpå ovnen, mens den alligevel varmes op, til 210 grader.

Del dejen i to, form til brød og sæt dem enten på en bageplade eller i forme, som jeg har gjort.
Bages 40 min. på nederste ribbe.

Nemt, nemt...

mandag den 11. april 2011

Om mandler, doughnuts (igen) og søskendekærlighed...

I dag var vi (Henrik, Linus og Lærke og jeg) på øre-næse-hals ambulatoriet på Slagelse sygehus.
Lægen tjekkede Lærkes hals, gjorde store øjne, og kommenterede, hvor gigastore de bare er, hendes mandler - og at de måtte generer hende rigtig meget.
Jo tak...
Så hun skyndte sig ud, og fandt den første ledige tid, så vi kan få det overstået.
Så den 26. april skal prinsessen have fjernet mandler, polypper, og hvis de skønner det er nødvendigt, bliver der også lagt nye dræn (det ene er røget ud, det andet er på vej ud, men de blev jo lagt pga. væske i ørerne - og væsken sagde hun med garanti var kommet af mandlerne/polypperne, så måske bliver det ikke nødvendigt med nye dræn, nu hvor de fjerner årsagen til væsken...).

Vi kom hjem, og så smuttede Henrik i aftenvagt - Lærke og jeg bagte et lækkert rugbrød mens Linus sov - så drønede vi alle tre ned til Irene og Bjarne for at hende alle Louises ting hjem - og så ned for at hente Lucas - ungerne legede lige lidt, inden Louise kom hjem.

De var vilde med rugbrødet, og skrupsultne, så inden kl. var 16.30, havde Lucas ædt 4 stykker og Lærke 2 - jeg så derfor ingen grund til at lave den vilde aftensmad...

Frem med Doughnut-jernet fra mormor og morfar, vi eksperimenterede lidt med den vanlige opskrift, skiftede en pæn del af melet ud med rugmel, udelod noget sukker og ja, de blev SUPER gode...

Her er et par snapshots, af vores to lækre mellem-børn - mens de sidder på køkkenbordet og bager, lige midt i en herlig solstråle...

Lidt tidligere havde Louise og Linus lige en lille hygge-seance - de har det fantastisk de to, så skøn og intens kontakt - Louise stirrer ham liiiiiige ind i øjnene - og han stirrer liiiiige tilbage :-)
De griner ad hinanden, og ja, man tror sgu næsten de forstår hinanden... det er ret fantastisk at opleve.
Linus står på fodstøtten til hendes kørestol, mens jeg lige holder ham i armen OG tager billeder OG sørger for at Louise ikke lige får hænderne fra hinanden og rørt for voldsomt - hun vil så gerne røre ham, men det går sgu vildt for sig, hun kan ikke helt styre de hænder der...

Størsten og mindsten;




søndag den 10. april 2011

Det' fandme for dårligt...

I går røg el piskeren.

Den var kun et år gammel, og kostede famøse 149 kr. i Metro.

Før den havde vi haft den samme i vel 13-14 år, også en billig en. Ganske vist var den til sidst over 10 min. om at piske en halv liter fløde-:)- men den virkede da...

Så er det vel ikke for meget forlangt, at den næste billige holder mere end et år vel....

Det var ALDRIG sket, hvis jeg havde fået min Kenwood Major, da jeg ønskede mig den!!

Hrmpf...

Bagværk med torpedospurt...

For over 10 år siden, fik jeg en opskrift af mor - den bliver hevet frem med jævne mellemrum.
Den hedder hurtigbagte horn (min familie er bare lidt underlige, de insisterer på at jeg former dem til boller, fordi de så smager bedre - jeg er ikke helt enig, men da det jo er sjovere at det man bager bliver ædt, så gør jeg pænt som de siger :-))

Fordelen med horn er jo at man kan fylde alskens lækkerier i dem, hvis man lyster - men det er lige så fint at undlade, så er det bare som en alm. lækker bolledej.

Det fantastisk ved denne her opskrift er, at der går max. en halv time, fra man har tænkt tanken, og til de er heeeelt færdige... De skal nemlig ikke hæve.
Smagen er uovertruffen, de er søde, bløde og saftige... (og så ligger de godt i maven...!)

Her kommer opskriften;

Hurtigbagte horn (eller boller :-)) 16 stk.

1/2 liter mælk
50g. gær
50 g. sukker
10 g. salt (2 tsk)
50 g. smeltet smør/olie
Ca. 800 g. mel.

Æg til pensling.
Bages ca. 12 min. ved 250 grader (IKKE varmluft).

Start med at tænde ovnen på 250 grader.

Varm mælken op til 35 grader - det er egentlig ret varmt.
Pisk gær og sukker i, og lad det stå til det skummer/bobler, når man lige rører med en ske (gæren kickstartes) - det tager ca. 10-15 min. og så ser det sådan her ud;



Så tilsættes salt, fedtstof og mel - hold lidt igen med melet, den nøjagtige mængde kan varierer alt efter mærket af mel - der er ikke noget værre, end en gærdej der har fået for meget mel, og er blevet tør - ØV!

Når dejen er lækker og lind, formes den enten til 16 boller, eller den deles i to, der hver rulles ud til en cirkel. Hver cirkel deles i 8 trekanter og trilles til horn, fra den brede ende mod spidsen.

De pensles med æg to gange lige efter hinanden (vigtig detalje, det giver en super dejlig overflade, det gør også at de bliver lidt mørke, men det er jo så IKKE fordi de er brændt :-))

Jeg prøvede faktisk for en måned siden at pensle med vand, fordi vi var løbet tør for æg, smagen var lige så dejlig, overfladen bare ikke så smuk - men det kunne altså fint lade sig gøre.

Bages ca. 12 min. - tag dem ud et minut før du ellers ville - boller/horn der har fået for længe, bliver OGSÅ tørre...

Her resterne af morgenens boller;


De er SUPER lækre, og hurtigheden af opskriften betyder, at man kan bage VIRKELIG mange, på rigtig kort tid.
Konsistensen og smagen gør, at de egner sig fortrinligt som fødselsdagsboller.

Trilles de til horn, kan man med fordel komme f.eks. marcipan, remonce, chokolade, æble/rosin/kanel i osv.

Hvis man nøjes med 25g. sukker, er det helt fantastisk, at komme pølser i hornene...

Dejen kan tilsættes 2-3 tsk. kanel, det gør dem også meget lækre.

Noget af melet kan erstattes med grovere mel også.

Opskriften er med - stor succes - delt med nær og fjern - nogle af tilbagemeldingerne går på, at man også kan kickstarte gæren med en stor skefuld honning i stedet for at bruge sukker - ligesom en mælkeallergiker har prøvet af, både med vand og "erstatningsmælk" (f.eks. havremælk eller rismælk) - det gik OGSÅ fint.

Hurtig-bollerne/hornene er en af favoritterne herhjemme, tingene har man jo altid i huset og så går det bare sååååååå hurtigt...

Jeg er hver gang vildt imponeret over smagen og konsistensen, taget i betragtning af, at de ikke har hævet...

Prøøøøøøv dem!!!

P.S. Sådan her, ser de ud som horn, giv mig ret - hornene ER da mere lækre :-)

lørdag den 9. april 2011

Hvad sker der lige for dét??

Øffe, øffe, øffe...
Knirke, brage, små lyde og mere øfferi...

Sådan vågnede vi her til morgen - ved at Lærke lå i benenden af vores seng, og Linus øffede højlydt i vuggen.

Kiggede på uret - kl. var 5.50!!

Hvad sker der for de børn - det er sgu da stadig nat før kl. 6...

Nå, Henrik stod op med Lærke, jeg snuede videre til kl. 7 sammen med Linus, men kun snuede, for han lå og hygge-sludrede, og Lucas var ligeledes kommet ind, og spurgte hvert 5. minut hvornår vi skulle op...

Årh, hvorfor er de så friske en lørdag morgen - jeeeez altså...:-)

fredag den 8. april 2011

Hvor cool er det lige - på en skal fra 1 til 10...

Henrik havde fået lov at låne moster og Arnes bil og trailer i formiddag, så vi kunne få tømt haveskuret.
Det er første dag i en uge, at alle børn er raske (7-9-13) så Linus og jeg tog med - vi blev så og hyggede sammen med Arne, mormor og morfar - moster måtte desværre tøffe på arbejde...

Jeg havde naturligvis nappet IPad´en med - og glædede mig vildt til at vise både Arne og olderne, hvor fed den er.
Jeg havde måske ikke lige regnet med, at mormor faldt pladask for den...

I langt over en time sad hun med næsen begravet - læste strikke-blogs - fandt strikkeopskrifter, kiggede på garn, læst lidt på bloggen hér osv.

Hun forelskede sig på stedet, og var så duperet over, hvor nemt det var for hende at bruge den. (Den bærbare hun engang havde, kom aldrig i brug, fordi den var en kende for kringlet) - her er man på på nettet omgående - alle links ligger som store, fine ikoner, lige klar til brug, og ja, SÅ nemt.

Hun erklærede prompte, at hun ville have en.
Morfar holdt sig ikke tilbage, og foreslog så, at han da også kunne bruge hendes engang imellem - men dét var ikke en del af mormors planer, hun ville have sin egen  - slut!!
SÅ ville morfar også have sin egen - slut!!

Så inden jeg så mig om, udstyrede hun mig med sit dankort, og så måtte jeg ellers gå på nettet, og bestille én til dem hver.

De er 81 og knap 86... og snart IPad ejere - hvor cool er det lige...!

Moster var så heldig at få tilbudt en billigt af en kollega, så lige om lidt, så er vi mange, der er med på noderne... (Arne må låne sig lidt frem, han har fået motorkøretøj, og har ikke lige noget til gode sådan med det første...:-))

Jeg har stadig svært ved at få armene ned over, at mormor bare surfede rundt på den, så let som ingeting...
Jeg måtte lige skyde et billede af hende, vores elskede olde, mens hun har næsen begravet i strikkeopskrifter;


Because I´m worth it...

Åhhh, som jeg har drømt om en IPad - læææææænge.

Men sådan én kommer jo ikke bare flyvende ind ad døren - jeg har delt drømmende med Henrik, som i bar befippelse over, at jeg - endelig - er blevet en smule interesseret i nye, smarte dimser, på stedet lovede, at når muligheden bød sig, så måtte jeg få en, for dét havde jeg sørme fortjent :-)

Jeg har altid haft tussegamle mobiler, eller mobiler til 1 kr. - der bare kunne ringe og sms´e - og været fint tilfreds med det - indtil jeg pludselig fik øjnene op for Iphonen, der jo kom til huse for nogle måneder siden.
Sjældent har jeg været så glad for noget materielt - dvs. det var så indtil IPaden i mandags kom til huse.

Wooohoo... Hvor er den fantastisk!!!

Henrik er ved at brække sig over, at han ikke har nogen, men vi deles jo da om den alligevel - den ER dog min - jeg har bestemt tingene der ligger på den, den har fået pink cover, det er mig der har den med omkring, og ja, I´m in love...



Børnene er også rigtig glade for den - touchskærmen gør den SÅ nem og intuitiv at bruge, at selv Lærke fandt ud af det, på få minutter.

De spiller ikke kun - for mor her har købt forskellige, lærerige apps...

Lærke er rigtig glad for den danske serie, der indeholder 4 seperate "spil" - talspillet, bogstavspillet, ordspillet og talspillet - der er en 5. også, den hedder tossekassen, og giver hende mulighed for at surfe blandt børnevenlige klip på youtube, uden at kunne komme galt afsted.

Bogstavspillet er hun lige nu særligt optaget af;
Når hun trykker på f.eks. A -, så bliver den fremhævet som på billedet, og en sød dame siger "a, som abe" - hun er heeelt vild med det - forleden hentede hun pludselig papir og farver, og forsøgte sig så med at efterskrive bogstaverne på papiret...  Fantastisk...

Bogstavspillet, har også en stavedel, som Lucas er glad for (og super god til) - den ser sådan her ud; (han skal så med fingeren, fører de rigtige bogstaver over i glassene under billedet.)



Talspillet, har gjort, at Lærke nu uden bøvl kan tælle til 20...

Selvfølgelig spiller de også spil på den, men alt i alt, så er den bare super fantastisk... Hver en krone værd!!

torsdag den 7. april 2011

En ekstra stribe...

Friske billeder fra i eftermiddag... Årh, jeg KAN ikke bestemme mig, så jeg poster sgu bare hele striben :-)





Han er bare SÅ lækker, sød, dejlig og glad :-)

De lange weekender...

Weekenderne kan godt nogle gange blive lidt lange - især når jeg er alene med alle børnene.
Altså lange for børnene mener jeg, for jeg syntes sgu aldrig der er nok timer i døgnet til alle de ting jeg skal nå og alle de ting jeg gerne vil...

For at det hele ikke skal gå op i praktiske ting, bade, lave mad, vaske tøj, sørge for dit og dut og dat - så plejer jeg at planlægge 1-2 ting vi kan lave hver dag.

Det er bare små ting, men de er alligevel med til at gøre dagene lidt sjovere for os alle sammen.
Ofte bager vi mindst én af dagene.

Sidste weekend  lavede vi hjemmelavet modellervoks - det er ikke mere end 3 uger siden sidst (vi laver det med jævne mellemrum, for pludselig er der "nogen" der har glemt at pakke det ind så det er blevet stenhårdt...) men det er både sjovt,  nemt og meget billigt at lave det.
Det er vel små 3 år siden vi begyndte på at lave det selv.

Lucas og Lærke sidder med ved bordet (mens de skændes om hvem der nu skal røre, måle af osv.)

Opskriften kommer her;

I en skål blandes:
5 dl. mel
2 dl. fint salt
2 spsk. citronsyre (fås i alm. supermarked til "ingen penge")
1 1/2 spsk. olie.

Det overhældes med 5 dl. kogende vand, røres sammen og æltes på bordet - voilá - så er der modellervoks.
Konsistensen er fantastisk, det fedter ikke, det pletter ikke, det smuldrer ikke og det lugter ikke (det man kan købe STINKER) - bedst af alt, det er 100% ugiftigt, så der sker ingenting ved at mindre børn kommer lidt i munden - de holder dog hurtigt op med det, for det smager ad helvede til :-)

Det opbevares i lufttæt beholder (vi bruger bare en plast-frysepose med knude på - fint-fint) og kan holde sig på køl i mindst 3 mdr.

Lige når det er rørt sammen, deler vi det, og farver det med frugtfarve - derfor har vi altid kun haft rød og grøn (lad ENDELIG være med at købe den blå frugtfarve, det går lige ind i huden, så man ligner en smølf i dagevis) - men jeg tror vi skal prøve at købe de der meget koncentrerede pasta-farver, som man kan bruge til at indfarve fondant osv. med, til pyntning af kager, de fås i et utal af varianter.

Da det er så ugiftigt, kan man roligt lade ungerne bruge det alm. køkkengrej, bageudstikkere osv. når de leger med det. -

Cupcakes...

Til jul fik jeg en gave, jeg slet ikke vidste jeg ønskede mig - men som jeg blev vildt glad for; Muffinsforme (sådan nogle metal-nogen med 12 huller, hvor man sætter de små papirforme ned.) et stativ så de kan blive fiiiint opstillet, og to sjove bøger med opskrifter på både muffins og cupcakes...

Forrige weekend skulle vi så prøve - ungerne og jeg.
Jeg har opstøvet en skøn blog, http://www.sarahskager.dk/ med mange lækre opskrifter - Sarah der ejer bloggen har en aversion mod tørre kager (hvilket muffins og cupcakes jo nemt kan blive) så det var med sindsro, vi afprøvede hendes opskrift på chokolade-cupcakes med frosting på toppen...

GUF, de var gode... bløde, svampede, lækre, og MEGET chokolade-søde...:-)

Da vi gik i seng om aftenen var der ikke flere tilbage...

Billeder af tyksakken...

Så fik jeg fundet lidt nyere billeder frem af ham baby-bassen...

Lidt uskarpt, det første - men SÅ skønt...
Han kan nææææsten sidde selv nu, det går bare så stærkt...